Udgivet af Troels Toft, fre d. 29. sep 2017, kl. 15:21

Vær med, når vi fejrer reformationen i sin samtids ramme. På lørdag skrues tiden tilbage, og Græsted torv omdannes til en middelalderlig markedsplads med aktiviteter og underholdning, som hører denne tid til. 

Her kan man til tonerne fra middelalderbandet Virelai gå på opdagelse i boder med salg af bøger, honning, frugt og grønt, prøve kræfter med gamle håndværk som filtning og mostpresning og høre en historiefortæller berette om livet i middelalderen.

Græsted kirke deltager bl.a. med et reformationsløb, hvor man på egen krop kan opleve, hvordan det var at være kirkegænger anno 1517, og hvilke forandringer samfundet gennemgik i forlængelse af reformatoren Martin Luthers banebrydende budskaber.

Der bliver mulighed for at købe mad både på kroen og i Stalden Bodega.

Vel mødt!

Kategorier Kirkeblad