Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Julehjælpen 2021

Julehjælpen 2021


# Kirkeblad
Udgivet af Troels Toft, onsdag d. 10. november 2021, kl. 11:46

Julehjælpen fra Græsted kirke kan i år søges gennem KSA-G (Kirkernes Social Arbejde i Græsted), som er et samarbejde mellem GLIMT - Indre Mission i Græsted, Luthersk Mission i Græsted, Mosteriet - Græsted Frikirke og Græsted folkekirke. Sammen med kirker og menigheder i byen hjælper også både Græsted Rotary og KFS-gruppen (Kristeligt Forbund for Studerende) på Gribskov Gymnasium os med at samle gaver ind til julehjælpsansøgerne. 

Ønsker du at søge julehjælpen

Ansøgningen foregår, ved at man går ind på KSAs hjemmeside www.ksa-græsted.dk og finder julehjælpen på forsiden og trykker på rubrikken Søg Julehjælp. Her kan man læse mere om baggrunden for julehjælpen og samarbejdet omkring det sociale kirkelige arbejde. Alternativt kan man gå direkte til ansøgningsskemaet her: søg julehjælpen 2021

Der er ansøgningsfrist d. 1. december 2021

Uddelingen foregår i år d. 16. december kl. 14-18 i Græsted Frikirke - Mosteriet, Holtvej 67, 3230 Græsted.

Ønsker du at give en gave til julehjælpen 

Ja, så er der flere muligheder! Fra forsiden på KSAs hjemmeside kan man under føromtalte rubrik læse mere om muligheden for at give en gave til julehjælpen i Græsted. Gaven er fradragsberettiget, idet gaver til KSA-G administreres af Blå Kors, som er en godkendt af Skattestyrelsen som velgørende organisation. Følger man anvisningerne omkring indbetalingen og mærker gaven, vil gaven gå ubeskåret til julehjælpen i Græsted. 

Man kan også købe en julegave til et barn her i sognet. Græsted Rotary vil de næste to weekender (19.-21. november og 26.-28. november) stille et juletræ op i MENY i Græsted, og her bliver det muligt at tage et tage julegaveønske med sig, købe en gave og returnere den til Rotarys frivillige i MENY. Gaven bliver så uddelt i forbindelse med uddeling af julehjælpen og bliver lagt ved det gavekort, som årets julehjælpsmodtagere betænkes med. 

Endelig kan man også møde op på Græsted torv tirsdag d. 16. november fra kl. 16.00-17.30. Her kan man hilse på en del af de frivillige omkring årets julehjælp, lytte til live julemusik og købe en friskbagt pandekage og en kop kaffe. Alle indtægterne herfra går til julehjælpen. Så når du nu er nede at stemme, så smut forbi torvet og sig hej. 

Vi ønsker alle en glædelig adventstid!